Det kan desværre ofte være lidt svært at finde rundt i reglerne inden for sundhedsvæsenet. Og det kan være frustrerende at vide, at der er en sygehusafdeling et sted i landet, som kan hjælpe med ens sundhedsproblem, hvis ens eget amt ikke vil tillade, at man bliver henvist til den afdeling.
Når man er blevet henvist til sygehusbehandling, så er der som udgangspunkt frit sygehusvalg, dvs. man frit kan vælge, hvilken afdeling i hele landet, man ønsker at blive behandlet på. Højt specialiserede afdelinger (f.eks. Allergicentret på Odense Universitets Hospital) skal først og fremmest tage sig af patienter, som har særligt behov for deres særlige ekspertise. Andre patienter vil derfor kunne opleve, at disse afdelinger ikke kan modtage dem af kapacitetsmæssige årsager. Desuden har de højt specialiserede afdelinger ret til at afvise patienter, der ikke har en såkaldt "lands-/landsdelssygdom".
Peanutallergi er en såkaldt lands-/landsdelsdiagnose, jf. Sundhedsstyrelsens Vejledning vedrørende specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet. Som peanutallergiker har man dermed en lidelse, der medfører særligt behov for behandling på højst specialiseret niveau.
Men bemærk, at de højt specialiserede afdelinger ifølge Sundhedsloven altid kan afvise patienter, der har bopæl i en anden region, af kapacitetsmæssige årsager.
Hvis du har problemer med at blive modtaget på den sygehusafdeling, du ønsker behandling på, så kan det være en god ide at kontakte din lokale patientvejleder, se på Sundhed.dk.
Senest opdateret 29. oktober 2008
--- ooo ---