Erfaringer med børnefødselsdage

Jane og Michael:

Hvordan håndterer man det, når ens jordnøddeallergikerbarn skal til børnefødselsdag hos en kammerat fra børnehaven eller skolen?

Vi har prioriteret højt, at det er så nemt som muligt for forældrene til fødselaren at invitere Frederikke. Alternativet kunne være, at Frederikke simpelthen ikke inviteres med. Samtidig giver en børnefødselsdag uhyggeligt mange muligheder for en allergisk reaktion: der er kager, flødeboller, slik og boller - alt sammen ting, der udgør en stor risiko, jf. varelisten.

Vores løsning har været at spørge forældrene til fødselaren, hvad børnene skal have serveret og så lave noget tilsvarende selv. F.eks. selv lave boller, pølsehorn, ja selv lagkage, alt efter, hvad der lige serveres til dén fødselsdag. Frederikke får så sin egen madpakke med og kan samtidig få ting, som ligner de andres lækkerier.

Men det er ikke helt nok: forældrene til fødselaren skal vide, at vores barn har jordnøddeallergi og de skal vide, at der ikke må serveres jordnødder, som kan give en reaktion via fysisk kontakt til Frederikke.

Og de skal være indstillet på - om nødvendigt - at give et skud med en EpiPen.

Det er store krav at stille til forældre, som ikke selv er i den samme situation. Især EpiPen'en kræver en del forklaring.

Men vores erfaring er, at det bliver modtaget meget positivt. Vi har endnu ikke oplevet, at forældre i den situation hverken direkte eller indirekte giver udtryk for at de på de betingelser helst ikke vil se Frederikke til fødselsdag. Og det er heller ikke vores indtryk at der er fødselsdage, som Frederikke ikke inviteres med til af denne grund.

Vi tror, at det væsentligste er en åbenhed overfor fødselarens forældre samtidig med at vi tydeligvis ønsker at gøre det så nemt som muligt for dem at have Frederikke med som gæst.

 

--- ooo ---